ScanMyTesla – en app til datavisning

rider.dk. Senest opdateret

Med denne app vil man være i stand til at trække langt over 100 data ud af bilen. Det kan være batteriets, køle/varmekredsløbets og motorens temperatur, hvormeget effekt, der trækkes fra batteriet, hvor meget brugbar kapacitet, der er i batteriet og meget mere.

Systemet kræver, at man har disse 3 ting:
  1. en mobiltelefon eller tablet med Bluetooth
  2. et specielt adapterkabel
  3. en OBD2 dongle

Systemet er grundlæggende lavet til Android. ScanMyTesla for IOS findes, men egnede dongles er så vidt jeg er orienteret begrænset.

Hvis man oplever at ScanMyTesla ikke altid kan forbinde Bluetooth til donglen eller at data ikke altid kan trækkes ind på telefonen – så kan man prøve følgende:

  • Slå batterioptimering fra for de apps, der anvender Bluetooth
  • Fjern om muligt alle andre apps, der benytter Bluetooth
  • Luk ScanMyTesla-appen helt når man forlader den, d.v.s. undgå at ha’ den åben i baggrunden, når appen ikke benyttes
  • Benyt gerne en dedikeret telefon udelukkende til ScanMyTesla

Hvis man oplever at datastrømmen til ScanMyTesla pludselig ophører mens den ellers kører fint – så kan man prøve følgende:

  • Fjern donglen og montér den igen.
  • Luk appen ScanMyTesla helt (må ikke køre i baggrunden) og åbn den igen, så kører den sandsynligvis videre.
Bemærkninger
  • Fly kan sagtens være ON, så man behøver ikke en telefon med sim-kort.
  • Bestiller man sit adapterkabel fra e-mobility-driving-solutions.com, så kan man hente ScanMyTesla appen gratis til sin telefon samt de telefoner, man har oprettet i samme familie.
  • Bemærk, at adaperkablet er forskellig for model 3 før og efter jan. 2019. Model 3 efter jan. 2019 benyttes et 26 pin adapter stik, mens modellen før denne dato benytter et 20 pin adapter stik. Jeg benyttede i starten den ELM327 OBD2 dongle, der fulgte med adapter-kablet eller lejlighedsvis en anden tilsvarende ELM327-baseret dongle.
  • For Android anbefaler ScanMyTesla disse OBD2-dongles:
    OBDLink LX bluetooth, OBDLink MX, OBDLink MX+.
    For Apple/IOS anbefaler ScanMyTesla kun OBDLink MX+.
  • Jeg har anskaffet mig en OBDLink LX som erstatning for den, der fulgte med adapterkablet. Indtil videre er det en positiv oplevelse – dataene hentes nu omk. 5 gange hurtigere end med ELM327-donglen.
    Det er sjældent OBDLink LX mister forbindelsen til telefonen, men hvis det sker, så – sluk telefonen og tænd den igen – og/eller fjern OBD-donglen og montér den igen på adapterkablet.
Montering af telefonen

Til højre er et eksempel hvordan jeg selv har telefonen monteret og hvilke data jeg indtil videre har valgt at have på forsiden. Jeg benytter en aflagt Android telefon – i dette tilfælde en Motorola G3, som ikke kan klare trådløs opladning – og telefonen benyttes udelukkende til ScanMyTesla.
Telefonen er placeret i midterkoslollen. Den originale plade for trådløs opladning har jeg fjernet og erstattet af et stykke gummi-skridmåtte sat fast med dobbeltklæbende tape. Gummimåtten kan holde telefonen op til 1G, hvilket burde være tilstrækkelig. Ladekablet, som er lagt ned i et af de spor, der findes i bundpladen, er købt hos AV-Cables og er en smart løsning vedr. opladning. Ikke noget med at fumle med et stik, der skal ind i et hul i telefonen. Når telefonen nærmer sig stikket – så griber magneten selv fat – og så er der strøm på. Det er genialt.

Eksemplet viser 8 data – ud af langt over 100 – som man kan placere på forsiden af telefonen. ScanMyTesla-appen sørger for at telefonens skærm konstant er ON.

Installation af adapterkabel

Videoen herunder forklarer hvordan man installerer adapterkablet i bilen. Sammen med adapterkablet fra e-mobility-driving-solutions.com følger der en installationsanvisning, som svarer til oplysningerne i videoen. Det er vigtigt, at man følger disse anvisninger. I mit tilfælde måtte jeg dog vente 18 min. før bilen lukkede ned. Man skal kunne køre et tydeligt CLAKKK-lyd når det sker.

Flyt OBD-donglen

Jeg fandt det upraktisk at ha’ donglen placeret i fodrummet ved bagsædet. Derfor har jeg anskaffet et OBD forlængerkabel på 0,6 m. Selve donglen er forsynet med selvklæbende velco, så den kan sidde på siden af midterkonsollen. Så kan man let se lysdioderne og kontrollere om der er bluetooth-forbindelse til telefonen.

Sådan bruges ScanMyTesla appen

I denne video forklares de muligheder ScanMyTesla app’en giver. Menulinjen vil i den seneste udgave af appen stå vandret foroven i stedet for lodret, men funktionerne er der samme.

Referancer

Top