Dele bag “tørre” dæksler

Kontaktsæt (platiner)
XS750-2D er født med konventionelt tændingsanlæg (med platiner). I stedet for de originale kan benyttes platiner af typen DAIICHI 1J7-81621-10 (1 stk. til cyl. 1) og 1J7-81622-10 (2 stk. til henholdsvis cyl. 2 og 3). Kontaktafstand er 0.4 mm. Sørg for at den bevægelige kontaktarm ikke kan danne stelkontakt evt. via olie på enderne af fiberrøret, som den bevægelige arm er sat fast på. Det er en fordel at tap og fiberrør er fedtfrie, så renhed på dette sted er en dyd.
Omdrejningstællerdrev
Det er ikke ualmindeligt at se oliespild fra knastakseldrevet. Det er ret sandsynligt at det er tætningesringen, der er slidt. Ringen er en såkaldt pakdåse med dimensionerne: Ø7, Ø13, T=4. For at få pakdåsen ud af huset skal gevindstykket (som kablets omløber skrues på) skrues ud af huset. Dette gøres bedst mens det sidder på motoren. Pakdåsen skal selvfølgelig vende rigtigt hvilke er den åbne ende ind mod motoren.
VIGTIGT: For at drevet skal blive smurt er det vigtigt at drevets hus monteres med knasten ud mod gevindhullet således at den passer i gaflens hak. Husk også at vende gaflen så den spænder mest muligt.
Generator
I generatoren skal modstanden i hver af de 3 statorspoler være 0.48 ohm +/- 20% (ved 20 grader C). Det måles mellem 2 af de 3 hvide ledninger, der kommer fra generatoren.
I generatorens feltspole skal modstanden være 4.04 ohm +/- 10% (ved 20 grader C). Det måles mellem sort og grøn i det andet stik, der kommer fra generatoren. Se også Laderegulering
Rotoren sidder på den koniske enden af krumtapakslen. Der er ingen not/feder og rotoren kan sidde meget fast. En aftrækker er nødvendig. Det ideelle er en aftrækker bestående af et ca. 30mm langt rundt emne på dia. 16mm hvor der udvendigt er skåret et M16x1.5mm gevind på min. 15mm længde. Emnet er aksialt gennemboret med et M8 gevind. I dette gevind er monteret en M8x100mm skrue. I kataloget, MC-nøglen, kan også findes en passende aftrækker.